Sygdomserkendelse

Ringe sygdomserkendelse betyder, at patienten eller borgeren har svært ved at erkende sin egen situation (1).

(27)

Denne ringe sygdomserkendelse kan komme til udtryk i lav compliance med det sundhedsprofessionelle personale. Hvilket også kan have betydning for behandling af sygdommen.

Set ud fra casen, så kommer borgerens ringe sygdomserkendelse til udtryk, ved at hun ikke holder op med at ryge, selvom hun ved, at det er ekstra skadeligt for hende i forhold til hendes KOL og at denne højest sandsynlig vil blive forværret. Aarhus Universitet og CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling har lavet et studie i forhold til sygdomserkendelse ved patienter med kroniske sygdomme. Dette studie viser, at hver tredje patient med kronisk sygdom har svært ved at forstå deres egen sygdom, men også de læger og sygeplejersker, som skal hjælpe dem med deres sygdom.

"Det er bedre både for samfundsøkonomien og ikke mindst for patienterne selv, at de behandles rigtig fra starten." (2, p. 2).

Patienterne har især svært ved at forstå den sundhedsinformation som de modtager, og derved har de svært ved at interagere med sundhedspersonalet. De har inddraget studier fra udlandet, som viser en sammenhæng mellem sundhedskompetence og sundhedsmål. Med dette forstås, at patienten ikke behandles optimalt og derved risikerer man non-compliance og dårligere sygdomsforløb. Det viser også, at personer med lav sundhedskompetence ofte bruger sundhedsvæsenet forkert og oftere. De har flere akutte kontakter (2). Dette ses også i forhold til borgeren i casen. Hvis hun fx havde mere sundhedskompetence ville hun muligvis være mere kompetent til at tage hendes system 22 og derved undgå genindlæggelser.

(3). 

I 2005 var ca. 31 % af alle genindlagte personer over 67 år KOL patienter (3). Hvilket harmonerer godt med følgende udsagn:

»Vi har fundet ud af, at op mod 30-40 procent af de kronisk syge borgere har svært ved at forstå sundhedsinformationen om deres egen sygdom, samt finder det at interagere med sundhedspersonalet vanskeligt, mens det for resten af befolkningen ligger på mellem otte og 20 procent,«

Helle Terkildsen Maindal, lektor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og forskningsleder på Steno Diabetes Center inden for sundhedsfremme og forebyggelse (2, p. 2).

Ud fra dette ses, at genindlæggelser ikke blot er et problem for borgeren i casen, men faktisk er en generel problemstilling for flere KOL patienter.

(3). 

For at borgeren skal opnå en bedre sygdomserkendelse, er det relevant at kigge på Antonovskys begreb “oplevelse af sammenhæng” som vi her vil referere til som OAS.

(18, p. 152).

Borgeren i casen er en borger, som godt selv ved at hun snart skal dø og som derfor ikke kan se meningen i at mestre hendes situation. Ifølge Antonovsky, skal man kunne se en meningsfuldhed med en situation, for at mestre den og dermed opnå en følelse af OAS(4, p. 10-12). 
Hun har en lav OAS og har dermed bevæget sig længere og længere mod dis-ease, hvilket også ses på hendes gentagne indlæggelser. For at vende dette mønster, skulle man have fat i hende meget tidligere i forløbet. Her skulle man, ifølge Antonovsky, give hende en mening med behandlingen, således at hun kunne mestre hendes stressorer, i form af kronisk sygdom, og dermed give hende en høj OAS, så hun kunne bevæge sig mod health-ease og på den måde opnå compliance mellem hende og den sundhedsfaglige.